Haven i Jerne

Lystig følte sig lidt mere tryg, da Fjære fløj op og begyndte at holde vagt. Hendes klare fløjt og konstante opmærksomhed gav ham den ekstra ro, han havde brug for til at fortsætte arbejdet. Men det skulle hurtigt vise sig, at selv med en hjælpsom ven som Fjære, var det langt fra nemt at fuldføre sin store plan.

Han havde nu fyldt sin lille sæk med et betydeligt antal julelys, og han havde arbejdet hurtigt for ikke at blive opdaget. Der var dog én ting, som han stadig ikke havde forberedt sig på: vejret. Da han var på vej tilbage mod sin lille huslige base i hjørnet af haven, begyndte det at regne. Ikke bare lidt – det var et stort regnvejr, og små strømme af vand begyndte hurtigt at pible ned gennem haven.

Lystig kiggede op mod himlen og kunne se de mørke skyer rulle ind. Han vidste, at det kunne blive et problem, for lysene var ikke kun meget skrøbelige, de var også gamle. Hvis de blev våde, kunne de stoppe med at virke, og det kunne forsinke hans projekt betydeligt. Det var derfor, han havde forsøgt at arbejde hurtigt, men nu havde han ikke meget tid tilbage, før regnen ville ødelægge alt, han havde opnået.

Han løb hurtigt hen til en lille skjult hule, som han havde lavet bag nogle buske. Det var ikke meget, men det var tørt, og det var her, han opbevarede de ting, han havde samlet på sine eventyr. Lystig kastede sig ned i hullet og begyndte at tage lysene ud af sækken for at sikre, at de ikke blev beskadiget. Han prøvede at tørre dem med sine små hænder, men det var ikke nemt, da regnen blev ved med at piske ned omkring ham.

“Øv,” mumlede Lystig til sig selv. “Jeg kan ikke lade disse lys blive våde. Hvis de går i stykker, er jeg nødt til at starte forfra.”

Det var på dette tidspunkt, at han hørte Fjæres fløjt igen, denne gang i en lidt mere nervøs tone. Lystig kiggede hurtigt op og ud af buskene for at se, hvad der foregik.

Fjære fløj ned til ham og satte sig hurtigt på hans skulder. “Lystig, der er noget, du skal vide. Menneskene kommer ud i haven! De har haft deres morgenkaffe, og nu ser det ud til, at de skal ud og ordne noget i haven. Hvis de ser dig med lysene, vil de undre sig.”

Lystigs hjerte sank. Han var så tæt på at få lysene op og skjult i haven, men nu måtte han konfrontere en helt ny udfordring. Menneskene var tættere på, og de kunne komme lige forbi, mens han stadig kæmpede med at tørre lysene af og få dem i sikkerhed.

“Jeg må finde et sted at skjule mig!” Lystig tænkte hurtigt og kiggede sig omkring. “Men hvor? Der er ikke mange steder at gemme sig her.”

Han kiggede hurtigt rundt og fik øje på et gammelt fuglehus, som var blevet forladt af en tidligere fugl. Fuglehuset var lidt større end hans hus, men det var perfekt til at gemme sig. Det var måske ikke det bedste valg, men det var hurtigt, og Lystig havde ikke tid til at være kræsen.

Med ét hurtigt skridt løb han mod fuglehuset og hoppede op på kanten. Han kiggede bagud og kunne allerede se menneskene komme ud af huset, klædt i regntøj og klar til at ordne haven. Lystig panikkede lidt, men med hjælp fra Fjære fløj han hurtigt op i fuglehuset og forsvandt fra deres synsfelt.

“Tak, Fjære,” hviskede Lystig, mens han satte sig ned og forsigtigt kiggede ud gennem sprækkerne i fuglehuset. “Det var tæt på.”

“Du er heldig,” fløjtede Fjære glad. “Menneskene er på vej ud til deres have bed og har ikke set dig. Du har et øjebliks pause, men vi må skynde os, før regnen ødelægger alt.”

Lystig nikkede og kiggede ned på lysene i sin lille hånd. Regnen var blevet ved med at piske, og han vidste, at han måtte finde en løsning hurtigt. Det var umuligt at arbejde under disse forhold, men han kunne ikke give op nu. Menneskene var ude, og han var så tæt på at få projektet færdigt.

Lystig kiggede på Fjære og fik en idé. “Fjære, kan du hjælpe mig med at finde et bedre skjulested? Måske noget højere oppe, så vi kan holde os tørre, men også arbejde hurtigt?”

Fjære nikkede hurtigt. “Lad mig tænke lidt… Jeg ved, hvor vi kan finde et tørt sted. Jeg har et yndlingssted højt oppe i et træ. Vi kan arbejde derfra og holde os skjult. Du vil ikke blive set.”

Lystig satte lysene ned og gjorde sig klar til at følge Fjære. Han vidste, at de havde fået en ny chance, men de måtte arbejde hurtigt. Regnen blev mere og mere intens, og hvis de ikke snart havde en løsning, ville de ende med at tabe alt, hvad de havde opnået.