Haven i Jerne

Lystig trak vejret dybt og lod Fjære lede vejen. Han klemte sækken med julelysene tæt ind til sig, mens han bevægede sig gennem den regnvåde have. Fjære fløj foran ham og førte ham mod det sted, hun havde nævnt – et gammelt, egetræ, der stod i den fjerneste del af haven. Træet var højt og havde masser af små grene, hvilket gjorde det til det perfekte skjulested i regnvejret.

“Vi er næsten der, Lystig!” kvidrede Fjære opmuntrende, mens hun dykkede gennem grenene og fandt et sted at lande.

Lystig klatrede forsigtigt op ad træet, en gren ad gangen. Regnen gjorde barken glat, og hans små hænder gled flere gange, men han nægtede at give op. Han havde en mission: at skabe den mest imponerende julebelysning nogensinde, og intet – ikke engang et skybrud – skulle stoppe ham.

Da han nåede op til en bred gren, fandt han et naturligt hulrum i træet, som var beskyttet mod regnen. Det var som en lille platform, hvor han kunne sidde og arbejde. Fjære satte sig ved siden af ham og pustede let.

“Se, jeg sagde, at det her ville være et godt sted,” sagde hun stolt. “Her kan vi holde lysene tørre og fortsætte arbejdet.”

Lystig smilede taknemmeligt og begyndte straks at inspicere de lys, han havde samlet. Regnen havde ikke skånet dem helt, men heldigvis var de fleste kun let fugtige. Med et lille klæde, som han altid bar i sin nissetaske, tørrede han forsigtigt hvert enkelt lys af.

“Det er godt, vi fandt det her sted, Fjære,” sagde han, mens han tørrede endnu en lyskrans. “Men jeg tænker stadig på menneskene. Hvad hvis de beslutter sig for at kigge nærmere på garagen og opdager, at nogle af deres julelys mangler?”

Fjære vippede med hovedet og tænkte sig om. “Menneskene er mærkelige,” sagde hun eftertænksomt. “De lægger ikke altid mærke til de små ting. Men hvis de gør, har du mig. Jeg kan distrahere dem, måske lave lidt forvirring. Det er det, jeg er bedst til!”

Lystig lo lavmælt. “Ja, du er en mester i distraktioner, det må jeg give dig.”

Regnen fortsatte med at tromme mod grenene over dem, men Lystig og Fjære arbejdede ufortrødent videre. Efter et par timers arbejde var alle lysene tørre og klar til brug. Lystig kiggede tilfreds på sin lille samling. Han vidste, at han nu havde nok lys til at dække en stor del af haven, men det næste skridt var at finde ud af, hvordan han skulle sætte dem op uden at blive opdaget.

“Fjære, vi skal begynde at planlægge, hvor vi placerer lysene,” sagde Lystig og pegede mod haven. “Vi skal skabe noget, der virkelig kan imponere, men det skal også være diskret nok til, at menneskene ikke fatter mistanke før juleaften.”

Fjære nikkede ivrigt. “Jeg kan hjælpe dig med at finde de bedste steder. Jeg har fløjet rundt i haven i årevis og kender hver eneste krog. Hvis vi placerer lysene tæt på buske og træer, kan vi skjule dem godt.”

Lystig så på sin ven med stor respekt. “Du er virkelig en stor hjælp, Fjære. Vi skal nok klare det her sammen.”

De brugte resten af dagen på at udtænke deres plan. Fjære fløj rundt og markerede forskellige steder, hvor lysene kunne hænges op. Lystig noterede sig hver placering i sin lille nissebog, mens han forestillede sig, hvordan haven ville lyse op, når alt var færdigt.

Hen mod aftenen begyndte regnen at stilne af, og solen brød igennem skyerne, lige inden den gik ned. Et smukt, gyldent skær bredte sig over haven, og Lystig følte en ny bølge af motivation.

“Det her er kun begyndelsen,” sagde han til Fjære, mens de begge betragtede den stille have. “Når vi er færdige, vil det her sted være den mest fantastiske julehave, nogen nogensinde har set.”

Fjære fløjtede glædeligt. “Og menneskene vil undre sig over, hvordan det skete. De vil aldrig gætte på, at det er din magi, der står bag.”

Lystig smilede bredt. “Lad os holde det sådan. Ingen skal kende sandheden – ikke før juleaften.”

Med den aftale pakkede de deres ting sammen og begyndte at forberede sig til næste dag. Der var stadig meget arbejde at gøre, men Lystig vidste, at han var godt på vej.