Haven i Jerne

Da Lystig vågnede næste morgen i sin lille skjulte hule, var verden forvandlet. Sneen dalede stille og roligt ned fra himlen, og haven lå badet i et hvidt tæppe. Alt så fredfyldt og magisk ud, og Lystig kunne ikke lade være med at smile. Julehyggen var for alvor begyndt at indfinde sig.

Han kiggede op på Fjære, der stadig sov i en lille rede af mos, hun havde bygget i et nærliggende træ. Hendes små fjer løftede sig let, hver gang hun trak vejret. Lystig betragtede hende, hun havde været en uundværlig hjælper, og i dag ville de få brug for al hendes opfindsomhed.

Men sneen betød også nye udfordringer. Lysene skulle nu placeres på en måde, så de ikke blev dækket af sneen, men samtidig skulle han sørge for, at de ikke stak for meget ud og vakte menneskenes mistanke. Lystig rejste sig, rystede sneen af sine støvler og begyndte at planlægge dagens arbejde.

Fjære vågnede med et lille spjæt og strakte sine vinger. “Godmorgen, Lystig,” sagde hun med et træt smil. “Er vi klar til dagens eventyr?”

“Det er vi,” svarede Lystig med et glimt i øjet. “Men se dig omkring. Vi har fået sne! Det gør alting smukkere, men også lidt mere besværligt.”

Fjære fløj op på en gren og kiggede ud over haven. “Åh, det er vidunderligt!” sagde hun og dansede næsten i luften. “Men du har ret. Vi skal være ekstra forsigtige nu. Sneen kan afsløre vores spor, hvis menneskene kigger nærmere på det.”

Lystig nikkede alvorligt. “Præcis. Vi skal være hurtige og strategiske. Lad os starte med den store granbusk ved siden af drivhuset. Den er tæt nok til at skjule lysene, men også høj nok til at sneen ikke dækker dem helt.”

De satte i gang, og Fjære fløj foran for at holde udkig. Lystig balancerede forsigtigt med sin sæk fuld af lys, mens han navigerede gennem sneen. Hver gang han efterlod fodspor, dækkede han dem hurtigt med en lille gren, han havde fundet.

Ved granbusken begyndte Lystig at sætte de første lys op. Han viklede dem om grenene, mens han sørgede for, at ledningerne var godt skjult. Fjære hjalp ved at samle små kviste og mos, som hun lagde over ledningerne for at gøre dem mindre synlige.

“Dette bliver fantastisk,” sagde Lystig, da han trådte et skridt tilbage for at beundre deres arbejde. “Men vi skal videre. Vi har mange flere steder at dekorere.”

De arbejdede koncentreret hele formiddagen. Sneen fortsatte med at falde, men det gjorde ikke Lystig noget. Faktisk gav det hele en ekstra dimension af julestemning, og han begyndte at nynne på en gammel nissesang, mens han arbejdede.

Pludselig hørte de en lyd. Fjære stivnede og fløj straks op på en høj gren. “Lystig, pas på! Menneskene er på vej ud.”

Lystig skyndte sig at gemme sig bag en bunke brænde, mens han kiggede mod huset. En lille dreng i en stor vinterjakke kom løbende ud i haven med en kælk. Han grinede og legede i sneen, mens han trak kælken efter sig.

“Det er bare barnet,” hviskede Fjære, da hun fløj ned til Lystig. “Han ser dig ikke. Men vi må vente, til han går indenfor igen.”

Lystig nikkede og blev i skjul, mens han betragtede drengen. Han kunne ikke lade være med at smile. Selvom han måtte holde sig skjult, nød han at se den glæde, sneen bragte. Det mindede ham om, hvorfor han gik så meget op i at lave den perfekte julebelysning. Det var for øjeblikke som disse – øjeblikke, der bragte glæde og magi til alle.

Efter et stykke tid gik drengen tilbage mod huset, og haven blev igen stille. Fjære fløj tilbage til Lystig. “Sådan! Nu kan vi fortsætte.”

De arbejdede videre hele dagen og fik sat lys op i flere af havens træer og buske. Da skumringen faldt på, og mørket begyndte at sænke sig, var Lystig og Fjære næsten færdige med dagens opgaver.

“Skal vi prøve at tænde nogle af lysene?” spurgte Fjære spændt.

Lystig tøvede et øjeblik. “Det kan vi godt, men kun et øjeblik. Vi skal være sikre på, at alt fungerer, men vi må ikke risikere at blive opdaget.”

Med en forsigtig hånd tændte Lystig de lys, de havde sat op i granbusken. Et varmt, gyldent skær bredte sig, og busken lyste smukt op i den sneklædte have. Fjære gispede af begejstring.

“Det er fantastisk, Lystig!” sagde hun. “Forestil dig hele haven sådan her på juleaften!”

Lystig smilede stolt og slukkede lysene igen. “Vi er godt på vej, Fjære. Men der er stadig meget arbejde foran os.”

Med dagens opgaver fuldført, trak de sig tilbage til deres skjulested for at planlægge næste skridt. Sneen dalede stadig stille, og Lystig følte, at julestemningen for alvor var ved at tage form.