Haven i Jerne

Dagen startede med en isnende kulde, der fik sneen til at knirke under fødderne, men Lystig havde knap nok tid til at bemærke det. Han og Fjære sad i hulen og lagde en ny strategi for dagen. Med menneskene mere aktive i haven og hunden Max, konstant snusende omkring, vidste de, at det ville blive en kamp mod tiden.

“Vi skal arbejde hurtigere i dag,” sagde Lystig med en alvorlig mine, mens han rullede en lille skitse af haven ud foran dem. “Vi skal have lys op på æbletræet ved hegnet. Det er en nøgleposition – det kan ses fra hele haven.”

Fjære nikkede. “Men det er også tæt på huset. Hvis vi bliver opdaget der, er vi færdige.”

“Præcis,” svarede Lystig. “Men vi har ikke noget valg. Juleaften nærmer sig, og vi skal sørge for, at alt er perfekt.”

De pakkede deres udstyr og begav sig forsigtigt ud i haven. Sneen dalede stadig let, hvilket gjorde arbejdet både smukkere og farligere. Enhver bevægelse kunne afsløre deres tilstedeværelse, og deres små fodspor var som en åben bog for ethvert nysgerrigt øje.

Da de nærmede sig æbletræet, gik det hurtigt op for dem, at dagens første udfordring allerede ventede. Træet, som de havde udset sig, stod midt i en lille snedækket sti, som førte direkte op til huset.

“Menneskene bruger denne sti hele tiden,” sagde Fjære og fløj op på en gren for at få et bedre overblik. “Vi bliver nødt til at være ekstremt forsigtige.”

Lystig nikkede. “Vi skal arbejde i små ryk. Fjære, du holder udkig, og jeg sørger for at få lysene op så hurtigt som muligt.”

De gik straks i gang. Lystig arbejdede hurtigt og effektivt, mens Fjære konstant scannede området for tegn på fare. Alt gik godt – lige indtil.

Pludselig hørte de en dør smække op. Lystig frøs midt i sit arbejde, og Fjære skød straks op i luften. En stemme genlød i haven.

“Max! Kom, vi går en tur!” råbte drengens far.

Lystig og Fjære stirrede på hinanden med vidtåbne øjne. Det var værst tænkelige timing. Ikke alene var faren på vej ud, men Max løb allerede ivrigt hen ad stien – direkte mod dem.

“Hurtigt! Gør noget!” hviskede Fjære panisk.

Lystig tænkte hurtigt. Han rev en håndfuld sne op og kastede den mod et nærliggende buskads. Sneen ramte med en lyd, der fik Max til at ændre retning. Hunden stormede nu mod busken, mens han logrende søgte efter, hvad der havde lavet lyden.

“Det giver os lidt tid,” sagde Lystig og fortsatte febrilsk med at sætte lysene fast. Hans hænder rystede af både kulde og nervøsitet.

Men faren var ikke ovre endnu. Faderen gik nu langsomt hen ad stien, og Lystig kunne høre lyden af hans støvler i sneen komme tættere på.

“Vi må væk nu!” hviskede Fjære og fløj ned mod Lystig. “Ellers bliver vi opdaget!”

Lystig kiggede på sit halvfærdige arbejde. Han havde kun brug for få sekunder mere, men det var risikabelt. Han tog en hurtig beslutning. “Flyv tilbage til hulen, Fjære. Jeg kommer om lidt.”

“Er du sikker?” spurgte hun bekymret.

“Ja, gå nu!” Lystig holdt vejret, mens han satte det sidste lys fast og skyndte sig ned fra træet. Han løb mod sit skjulested og dækkede sine spor så godt som muligt.

Lige som han nåede bag en stor busk, dukkede faderen op ved træet. Han kiggede rundt og kløede sig i nakken. “Underligt,” mumlede han. “Jeg var sikker på, jeg hørte noget her.”

Lystig holdt vejret og bad til, at han ikke ville opdage lysene. Men heldigvis var de godt skjult i træets grene, og faderen opgav hurtigt sin søgen.

“Kom, Max!” kaldte han og begyndte at gå tilbage mod huset. Max, der stadig snusede rundt ved buskene, fulgte modvilligt efter.

Lystig ventede, indtil de var helt væk, før han kravlede ud fra sit skjul. Hans hjerte bankede stadig hurtigt, men han kunne ikke lade være med at smile. Det havde været tæt på, men de havde klaret det.

Han mødte Fjære tilbage i hulen, hvor hun ventede nervøst. “Du er i live!” sagde hun lettet.

“Det var lige på vippen,” indrømmede Lystig. “Men vi gjorde det. Lysene er oppe.”

De åndede begge lettet op. Dagens udfordringer havde været store, men endnu engang havde de overvundet dem. Tiden til juleaften blev kortere, og spændingen steg for hver dag, men Lystig var fast besluttet på, at intet skulle stoppe dem.