Haven i Jerne

Lystig vågnede tidligt denne morgen med en mærkelig følelse i maven. Der var noget anderledes i luften, noget han ikke helt kunne sætte fingeren på. Sneen lå stadig tyk og hvid over haven, men der var en særlig ro, som om verden holdt vejret.

Fjære mærkede det også. “Kan du føle det, Lystig?” spurgte hun, mens hun nippede til et bær. “Der er noget… magisk i dag.”

Lystig nikkede. “Jeg ved det, Fjære. Det føles som om, hele haven er vågnet op på en ny måde.”

De pakkede deres grej og begav sig ud i den glitrende sne, hvor de planlagde at færdiggøre lysopsætningen på det gamle piletræ. Men da de nåede frem, blev de mødt af et mærkeligt syn. En svag, gylden tåge svævede mellem træernes grene, og sneen syntes at glimte med et varmt, indre lys.

Pludselig hørte de en blid, melodisk stemme. “Lystig… Fjære… velkommen.”

De kiggede begge rundt, men der var ingen at se. Lystig strammede sit greb om sin lille værktøjstaske. “Hvem der?” spurgte han, hans stemme var en blanding af forsigtighed og undren.

Ud af tågen trådte en skikkelse, høj og majestætisk, men alligevel let og næsten gennemsigtig. Hun bar en kappe af iskrystaller, og hendes øjne strålede som stjerner.

“Jeg er Juleånden,” sagde hun med et mildt smil. “Jeg vogter over denne tid på året og over dem, der arbejder for at sprede lys og glæde.”

Fjære gispede og fløj op på Lystigs skulder. “Juleånden? Vi troede, du var en myte!”

Juleånden lo blidt. “Mange tror ikke længere på mig, ligesom de ikke tror på nisser. Men jeg lever i hver gave, der gives med kærlighed, og i hvert lys, der tændes for at jage mørket væk.”

Lystig trådte frem, stadig forundret. “Så hvorfor viser du dig for os?”

“Fordi I gør noget særligt,” sagde Juleånden. “I arbejder i hemmelighed for at skabe noget smukt. Men vejen frem bliver ikke let. Der vil komme prøvelser, der tester jeres mod og opfindsomhed.”

Lystig nikkede. “Vi er klar til hvad som helst.”

“Det er jeg sikker på,” sagde hun og rakte ud med sin hånd. Fra hendes fingerspidser strømmede små gnister af lys, der dalede som sne og landede på Lystigs værktøj. “Dette vil hjælpe dig. Brug det med omhu.”

Lystig kiggede på sit værktøj. Det glødede nu svagt, som om det havde fået en særlig kraft. “Tak,” sagde han ydmygt.

Men Juleånden havde mere at sige. “Pas på, Lystig. Menneskene vil snart blive mere opmærksomme. Sneen vil skjule jeres spor, men deres nysgerrighed er farlig. Max vil ikke være jeres eneste udfordring.”

Før de kunne spørge mere, forsvandt Juleånden i en hvirvel af lys. Tågen lettede, og haven føltes igen normal, men Lystig og Fjære stod tilbage med en følelse af ærefrygt.

“Vi må fortsætte,” sagde Lystig og kiggede på piletræet. “Der er ingen tid at spilde.”

De begyndte arbejdet, og det gik bedre end nogensinde før. Lystigs værktøj glødede let, og det virkede som om, det nærmest arbejdede af sig selv. Ledningerne faldt perfekt på plads, og lysene tændte med en klar, varm glød.

Men midt i deres triumf hørte de pludselig lyden af fodtrin i sneen. Denne gang var det ikke Max. Det var drengen fra huset.

“Far sagde, jeg skulle tjekke haven,” hørte de ham mumle for sig selv. “Der er noget mærkeligt herude.”

Fjære fløj op og gav Lystig et advarende blik. “Vi må gemme os!”

Men Lystig vidste, at de ikke kunne forlade deres arbejde nu. “Gå du, Fjære. Jeg bliver her og gør det færdigt.”

Drengen kom nærmere, og Lystig arbejdede så hurtigt, hans små hænder kunne, men med ét stod drengen lige foran piletræet.

Han stirrede op på lysene, der nu var tændt. “Wow, hvem har gjort det her?” sagde han, forundret. “Det må være far… eller måske… en nisse?”

Lystig holdt vejret. Han stod helt stille bag træets stamme og bad til, at drengen ikke ville se ham. Efter hvad der føltes som en evighed, trak drengen sig tilbage med et bredt smil.

“Jeg må vise det til far!” råbte han og løb mod huset.

Da han var væk, pustede Lystig og Fjære lettet ud. “Det var tæt på,” sagde Fjære og fløj tilbage til Lystigs skulder.

“Ja, men vi klarede det,” sagde Lystig. “Og nu er piletræet klar til juleaften.”

De to venner vendte tilbage til deres hule, trætte men tilfredse. Trods dagens farer følte de, at magien i haven var stærkere end nogensinde. Men de vidste også, at spændingen kun ville stige i de kommende dage.