Haven i Jerne

Det var en ny dag i haven, og magien hang tungt i luften. Snefnuggene dalede ned som små stjerner, og lysene, som Lystig og Klunte havde sat op dagen før, blinkede blidt i takt med vinden. Lystig og Fjære stod ved hulens indgang og beundrede deres arbejde, mens de nippede til endnu en kop varm hybente.

“Det ser faktisk helt perfekt ud,” sagde Fjære og skævede mod Klunte, der allerede var i gang med dagens første projekt. “Men hvor længe mon det holder, før Klunte laver noget… kluntet?”

“Det er kun et spørgsmål om tid,” grinede Lystig. “Men man må give ham, at han altid giver sit bedste.”

Lige i det øjeblik kom Klunte løbende mod dem med armene fulde af små, skinnende krystaller. Han så begejstret ud og pustede tungt.

“Se, hvad jeg har fundet!” råbte han og smed krystallerne på jorden foran dem. “Jeg fandt dem i skovbrynet. De skinner så flot, og jeg tænkte, at vi kunne bruge dem til at lave et iskrystal-tæppe langs stierne!”

Lystig bøjede sig ned og samlede en af krystallerne op. Den glimtede smukt i sollyset og havde en kold, beroligende energi. “De er perfekte, Klunte! Men hvor mange har du fundet?”

“En hel bunke!” svarede Klunte med et bredt grin. “De lå bare og ventede på at blive en del af vores juleplan.”

Juleånden materialiserede sig bag dem og betragtede krystallerne med et mildt smil. “Disse krystaller bærer en særlig magi. De kan forstærke lysets skær og gøre haven endnu mere fortryllende, hvis de bruges med omtanke.”

Fjære fløj tættere på. “Med omtanke? Er du sikker på, at Klunte er den rette til den opgave?”

“Hey!” Klunte lagde hænderne i siden og forsøgte at se alvorlig ud. “Jeg kan godt håndtere lidt magi.”

“Vi må bare tage det trin for trin,” sagde Lystig diplomatisk. “Lad os starte med stien her.”

De begyndte at placere krystallerne langs stien, og som de blev lagt, begyndte de at gløde svagt. Lyset fra guirlanderne blev reflekteret i krystallerne og skabte et glimtende mønster, der næsten lignede et dansende nordlys.

Alt gik godt – indtil Klunte fik den idé, at han kunne “speede processen op” ved at kaste en håndfuld krystaller op i luften og lade dem “falde på plads”.

“Klunte, nej!” råbte Fjære, men det var for sent.

Krystallerne fløj op og faldt ned med en magisk eksplosion af lys og energi. De ramte sneen, der straks begyndte at glitre og ændre sig til noget helt andet – en slags levende is, der bredte sig hurtigt langs stien og videre mod haven.

“Åh nej,” mumlede Lystig. “Hvad har du nu gjort?”

Isen voksede og snoede sig som en glitrende flod, og snart var flere af de små buske og træer dækket af et krystalklart lag. Det så smukt ud, men det var tydeligt, at magien var ude af kontrol.

“Ups,” sagde Klunte og kløede sig i nakken. “Det var ikke helt meningen.”

Juleånden hævede sin hånd og lod et varmt gyldent lys strømme ud fra hendes fingerspidser. Det mødte den løbske isflod og bremsede dens vækst. “Denne magi er kraftfuld, men den skal styres med forsigtighed,” sagde hun. “Men I har skabt noget særligt – se!”

De vendte sig og betragtede den nu frosne sti. Krystallerne og den glitrende is havde skabt en vej, der skinnede som en spejlblank sø, og lyset fra guirlanderne blev kastet frem og tilbage, så det næsten lignede en tunnel af stjerner.

“Wow,” mumlede Fjære. “Det ser fantastisk ud.”

Lystig nikkede og klappede Klunte på skulderen. “Du gjorde det igen, fætter. Selv dine ulykker ender med at blive magiske.”

Klunte trak på skuldrene med et skævt grin. “Jeg har vel bare held i uheld.”

Juleånden smilede. “Det er præcis den slags juleånd, der gør denne have unik. I forvandler fejl til skønhed og kaos til magi. Lad os fortsætte, for julens mirakel vokser dag for dag.”

Med en ny fornemmelse af succes og sammenhold begyndte de at arbejde videre. Haven blev langsomt forvandlet til et magisk vinterlandskab, og selv Klunte kunne ikke lade være med at føle en smule stolthed.