Haven i Jerne

Snestormen havde ikke givet op. Vinden hylede gennem haven, og sneen dalede stadig tæt, men intet kunne dæmpe det julelys, som Lystig og hans hold havde skabt. Lysene blinkede stædigt gennem den tunge sne, men Klunte var ikke tilfreds.

“Det er godt, men det er ikke godt nok!” erklærede Klunte, mens han stod og stirrede på haven, der glimtede under et lag af sne. “Vi skal have noget, der kan ses fra månen!”

Fjære, der sad på en lille gren, pustede sig op for at holde varmen. “Klunte, kan vi ikke bare være tilfredse med, at vi har den smukkeste julehave i miles omkreds?”

Klunte rystede på hovedet. “Nej, nej, nej! Vi kan gøre det vildere, større, bedre!” Han rodede i sin taske og trak pludselig en lille bog frem. På forsiden stod der med gyldne bogstaver: Nissernes Store Magibog.

Lystig gispede. “Klunte, hvor har du fået fat i den?”

“Jeg… lånte den fra nissearkivet,” indrømmede Klunte med et skævt grin. “Bare rolig, jeg har læst op på det her. Jeg har en trylleformel, der kan forvandle vores lys til en kæmpe, skinnende juletræsstjerne, der vil lyse hele himlen op!”

“Klunte, det lyder risikabelt,” sagde Juleånden og svævede frem med sit beroligende lys. “Magien i den bog er kraftfuld og kræver stor kontrol.”

“Det har jeg styr på!” insisterede Klunte og slog bogen op på en side fyldt med komplicerede symboler. “Bare se her!”

Før nogen kunne nå at stoppe ham, begyndte han at mumle de mystiske ord. Sneen omkring ham begyndte at hvirvle hurtigere, og luften blev tung af energi. Et svagt, gyldent lys samlede sig i hans hænder og voksede hurtigt.

“Klunte, stop, det er for meget!” råbte Lystig, men Klunte var allerede fanget i magiens hvirvel.

Pludselig eksploderede det lys, han havde samlet, i en kæmpe glitrende sky, der spredte sig over hele haven. I starten så det spektakulært ud – sneen reflekterede lysene, og hele området blev oplyst som en gigantisk krystalkugle. Men så begyndte tingene at gå galt.

Lyset blev ustabilt. Det blinkede voldsomt, og sneen omkring dem begyndte at smelte og fryse igen i en uforudsigelig rytme. Pludselig blev en stærk vind hvirvlet op, og det føltes, som om selve snestormen blev vred.

“Åh nej,” hviskede Klunte. “Det var ikke meningen…”

Inden nogen kunne reagere, hørtes et dybt, rungende BUM. Alle kiggede op og så en stor, rød slæde komme styrtende gennem skyerne. Den tumlede rundt i luften, mens seks rensdyr kæmpede for at få den under kontrol. Men snestormen var for stærk, og slæden styrtede mod jorden.

“DET ER JULEMANDEN!” skreg Fjære og fløj op i panik.

“Vi må gøre noget!” råbte Lystig og begyndte at løbe mod det sted, hvor slæden var ved at ramme.

Slæden landede med et kæmpe brag midt i haven og gled et stykke, inden den stoppede op lige foran den store juleengel. Rensdyrene rystede sneen af sig, mens en rund, rødklædt figur med et langt hvidt skæg kæmpede sig op fra slædens sæde.

“Ho-ho-ho… eller måske snarere ho-ho av,” mumlede Julemanden, mens han forsøgte at finde balancen. “Hvem har været ude og lege med magien?”

Klunte stak forsigtigt hovedet frem. “Det… det var måske lidt mig,” indrømmede han med rødmende kinder.

Julemanden lo, trods situationens alvor. “Klunte, min dreng, du har talent – omend lidt uprøvet.” Han så sig omkring og nikkede anerkendende. “Men hvilken have! I har virkelig skabt noget særligt her.”

Juleånden trådte frem og hjalp Julemanden med at børste sneen af sin kappe. “Vi må genoprette balancen i haven og sørge for, at din slæde bliver klar igen. Det er trods alt juleaften om få dage.”

Lystig nikkede beslutsomt. “Vi hjælper dig, Julemand. Klunte, det er tid til at rette op på dine fejl.”

Klunte tog en dyb indånding og løftede bogen. “Okay, jeg er klar. Denne gang skal jeg gøre det rigtigt.”

Mens sneen stadig piskede rundt om dem, begyndte et nyt, mere kontrolleret magisk eventyr. En ting var sikkert: Julens skæbne hvilede nu på deres skuldre.