Haven i Jerne

Haven lå stadig i et skær af magisk lys, men snestormen rasede ufortrødent videre. Julemanden sad på en træstub og så bekymret ud, mens han tjekkede sin store, læderindbundne liste. Rundt om ham lå slæden, rensdyrene og… intet andet.

“Gaverne er væk,” sagde han med en alvorlig stemme, der fik selv Klunte til at holde op med at fumle med sin magibog. “Jeg havde dem alle med, men nu er de forsvundet.”

Lystig gispede. “Hvordan kan det ske? Gaverne skulle være sikre i din slæde!”

Julemanden rystede på hovedet. “Ikke når Natteskyerne er på spil.”

Ved lyden af det navn blev Juleånden alvorlig, hendes gyldne lys flimrede et øjeblik. “Natteskyerne,” sagde hun sagte. “De er min modsætning – mørkets væsner, som nærer sig af lyset og juleglæden. Hvis de har stjålet gaverne, er det ikke kun julen, der er i fare. De vil suge lyset ud af hele verden.”

Fjære flaksede nervøst rundt. “Hvordan stopper vi dem? Og hvordan får vi gaverne tilbage?”

“Vi bliver nødt til at finde deres skjulested,” sagde Julemanden og rejste sig op med en beslutsom mine. “Men det bliver ikke let. Natteskyerne trives i stormen, og de kan gemme sig i enhver skygge.”

“Jeg har en idé!” udbrød Klunte pludselig. “Hvad nu, hvis vi bruger en lys-sporingsformel fra min bog? Vi kan finde dem ved at følge det lys, de har stjålet.”

Lystig så skeptisk ud. “Klunte, din sidste tryllekunst endte med, at Julemanden styrtede ned i haven.”

“Jeg ved det!” svarede Klunte ivrigt. “Men denne gang vil jeg gøre det rigtigt. Jeg lover det!”

Julemanden nikkede. “Lad os give det et forsøg. Hverken tid eller lys er på vores side.”

Med bogen i hænderne begyndte Klunte at mumle endnu en trylleformel. Gyldne linjer af lys løb op ad hans arme og dannede et mønster i luften. Snart skød en stråle af lys ud og pegede mod den mørkeste del af haven.

“De er derinde,” hviskede Juleånden og pegede mod en gruppe gamle egetræer, der nu så mere truende ud end nogensinde. Deres grene strakte sig som skyggefulde kløer mod himlen, og mellem dem syntes mørket næsten at have en puls.

De fire – Lystig, Klunte, Fjære og Julemanden – bevægede sig forsigtigt mod træerne. Jo tættere de kom på, jo mere mærkede de en underlig kulde, der ikke stammede fra sneen. Det var som om lyset fra haven blev suget væk for hvert skridt, de tog.

Pludselig brød en mørk skikkelse frem fra skyggerne. Den var formet som en tåge med glødende røde øjne og en uhyggelig, hviskende stemme.

“Så I har fundet os,” hvæsede skikkelsen. “Men I er for sent ude. Gaverne er vores nu, og snart vil vi slukke for alt lys – også jeres.”

“Du tager fejl, Natteskygge!” Juleånden trådte frem, hendes lys skinnede skarpere og skubbede mørket tilbage. “Julen vil aldrig bukke under for mørket.”

Men Natteskyggerne var flere. Snart trådte endnu tre frem, og deres skygger begyndte at snige sig mod Lystig og hans venner.

Klunte greb panisk fat i sin bog. “Jeg kan gøre noget! Jeg kan…” Han bladrede febrilsk, men pludselig fløj bogen ud af hans hænder, fanget i en skyggeagtig tentakel.

“Det bliver sværere uden denne,” lo Natteskyggen, mens bogen forsvandt ind i mørket.

“Vi har stadig hinanden!” råbte Lystig og hev en lille lyskrystal frem fra sin lomme. “Og vi har juleånden!”

Han kastede krystallen mod Natteskyggerne, og et blændende lys eksploderede ud i mørket. Skyggerne skreg og trak sig tilbage, men kun for et øjeblik.

Julemanden råbte: “Vi må holde dem væk længe nok til at finde gaverne!”

Fjære, der havde fløjet op for at spejde, pegede mod en mørk hule mellem træerne. “Der! Gaverne er derinde!”

Lystig nikkede. “Fjære, du og Klunte finder gaverne. Julemanden og jeg holder dem beskæftiget.”

Som planen blev sat i værk, blev kampen om haven endnu mere intens. Lyset og mørket stødte sammen i en episk duel, og sneen glimtede som sølv mellem dem. Hvad de ikke vidste, var, at dette blot var begyndelsen på den ultimative kamp for julens skæbne.