Haven i Jerne

Kulden var bidende, og stormen havde ramt haven med en voldsom kraft. Sneen hvirvlede rundt om Lystig og hans venner, mens de kæmpede sig gennem mørket. Natteskyggerne var stadig på jagt, og de kunne mærke mørkets onde kræfter suge liv og varme ud af luften omkring dem. Men de havde ikke tid til at fryse eller blive bange.

“Vi kan ikke blive her!” råbte Julemanden, da han kiggede op mod himlen, der var blevet skjult af den tætte sne og mørke skyer. “Hvis vi ikke får gaverne tilbage og tænder lysene, bliver julen aldrig rigtig.” Hans stemme var både alvorlig og opgivende.

Lystig trak sin pelskrave op omkring halsen og så på sine venner. Klunte, hans klodsede fætter, var en smule forpustet, men det var hans uheldige natur, der stadig gjorde ham til en del af teamet. “Vi skal til den gamle vinterhule,” sagde Lystig med beslutsomhed. “Jeg har hørt om den i gamle nissetraditioner. Hvis vi kan komme derhen, kan vi finde Natteskyggernes kilde og stoppe dem.”

Juleånden nikkede med et lysglimt i sine øjne. “Det er en farlig vej, men det er vores eneste håb. Vinterhulen ligger dybt inde i den frosne skov, et sted kun de modigste nisser tør at gå.”

“Og det er nok kun os!” sagde Klunte og rystede sine nissefødder, så sneen rystede af dem. “Jeg er klar. Jeg har trylleformularer, der kan hjælpe os!” Klunte pegede triumferende på sin bog, som han havde genvundet efter det tidligere kaos.

“Vi kan ikke stole for meget på magien,” advarte Julemanden. “I denne storm bliver det svært at bruge kræfterne ordentligt.”

Lystig, der var vant til at stole på sine egne hænder og ben, nikkede. “Vi går til fods. Alle sammen. Hvis vi skal redde julebelysningen og lyset, så er vi nødt til at være stærke og modige.”

Deres rejse gennem den forvandlede have var ikke nem. Hver gang de nåede et åbent område, måtte de kæmpe mod stormen, der piskede sneen direkte ind i deres ansigter. Lystig holdte sig tæt til sine venner, og de brugte al deres energi på at holde sig på stien.

“Jeg kan ikke se en pind foran mig!” Klunte kæmpede med sin balance, da han trådte i et usynligt hul, som han nær var faldet i.

“Klunte, hold dig til mig!” Lystig greb fat i sin fætters arm og trak ham op igen. “Du skal ikke give op nu. Det er kun en lille forhindring!”

“Ja, det er bare en lille hurlumhej i det store billede,” mumlede Klunte og forsøgte at få fod fæste på den glatte jord.

Deres rejse var hård, og sneen hvirvlede op omkring dem, men efter hvad føltes som timer, nåede de endelig den store vinterhule. Den var i bjerget og skinnede under den storslåede måne, der nu var næsten skjult af de mørke skyer. Den kolde luft, der trængte ud fra hulen, var isende, men også mærkeligt beroligende.

“Her er vi,” sagde Julemanden. “Vi skal finde den centrale kilde til mørket herinde. Hvis vi kan stoppe den, kan vi stoppe Natteskyggerne.”

De trådte forsigtigt ind i hulen. Det var et mørkt, tyst sted, men snart begyndte Lystig at bemærke noget mærkeligt. Lysene i hulen virkede svage og skrøbelige. Der var en mærkelig stilhed i luften, som om noget var ude af balance.

“Se der!” Klunte pegede mod den dybeste del af hulen, hvor et lys – næsten som en svag flamme – blinkede svagt.

“Det er… det er kilden til magien,” sagde Juleånden. “Vi må nå frem til det lys og bryde dens greb om verden.”

Men før de kunne tage et skridt, blev luften pludselig fyldt med mørke skikkelser. De var ikke de samme Natteskygger som før – nu var det mere som et væsen, der drev hele mørket fremad.

“Det er Natteskyggens hersker,” sagde Julemanden, hans stemme var nu dyb og frygtsom. “Vi må kæmpe mod ham for at redde julen.”

Lystig kiggede på sine venner og trak et dybt åndedrag. De var langt fra sikre, men det var deres eneste chance. Deres rejse havde været lang, og de var trætte, men den sidste kamp var nu foran dem. Det var tid til at bruge alt, hvad de havde lært, og det lys, de havde kæmpet for at beskytte.

“Vi skal stå sammen!” råbte Lystig.

De begyndte at kæmpe mod den mørke skikkelse, som trådte frem fra skyggerne, men det var kun begyndelsen på en endnu større kamp. Natteskyggen var mere magtfuld, end de kunne have forestillet sig. Men de havde ét sidste håb: Lyset fra julebelysningen, som var deres eneste våben i denne kamp.