Haven i Jerne

Den sidste kamp var overstået. Mørket, der havde været tættere og koldere end nogensinde før, var nu på flugt. Lyset havde sejret. Den magi, der var født ud af håb, tro og kærlighed, havde smeltet Natteskyggens onde kræfter som sne i sollys. Julemanden, Lystig, Klunte og Juleånden stod alle sammen, udmattede men triumferende, midt i hulen. Rundt om dem var alting blevet stille. Den storm, der havde raset, var blevet til et blidt snefnug, der faldt fra himlen.

“Vi gjorde det,” sagde Lystig med et stort smil og kiggede på de andre. “Julen er reddet!”

Klunte, der havde været nervøs hele vejen igennem, sprang op og ned i ren glæde. “Jeg… Jeg vidste, vi kunne gøre det! Vi har reddet julebelysningen!”

Julemanden lo. “Ja, men det var ikke kun julebelysningen, vi reddede. Vi reddede julens ånd – og det er noget, vi alle kan være stolte af.”

Juleånden strålede af lykke. “Mørket har ikke en chance, når lyset fra håb og kærlighed er stærkere. I har gjort det muligt.”

Med et let vink med hånden, løftede Juleånden et sidste lys op mod himlen. Det var ikke et almindeligt lys. Det var et lys, der indeholdt alle de ønsker, mennesker over hele verden havde sendt ud i natten, alle de håb, alle de drømme, og alle de små øjeblikke af godhed, der findes i julen. Lysene begyndte at vokse, sprede sig ud og oplyse himlen, som om stjernerne i sig selv havde besluttet at fejre julen.

Sammen gik de ud af hulen, og der, uden for vinterhulen, kunne de se, hvordan sneen langsomt dækkede jorden. Himlen var stjernebestrøet, og alle huse omkring dem havde den mest strålende julebelysning, man kunne forestille sig. Hvert hus, hver have, hver gade – alle var blevet oplyst af de lys, der var sendt ud i verden i forbindelse med den store kamp. Det var som om, hele verden var blevet et julekort, og alting var fyldt med glæde, varme og kærlighed.

“Se der!” udbrød Lystig og pegede på den spektakulære julebelysning, der nu prydede menneskernes haver og gader. “Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set!”

Julemanden kiggede rundt og nikkede. “Ja, det er, fordi lyset ikke kun kommer fra pærer og glimmer. Det kommer fra hjerterne på dem, der tror på julens magi.”

De kiggede på hinanden og vidste, at de havde gjort noget stort. Der var gaver under træerne, juleglæde i alles hjerter, og menneskene – ja, de havde slet ikke bemærket noget. For dem var det bare endnu en smuk, fredfyldt jul. De gik rundt og undrede sig over, hvordan julebelysningen var blevet endnu mere strålende og magisk, end de kunne huske – men de vidste det ikke, og det var lige præcis, som det skulle være. Julens magi var en gave, som kun de, der troede på den, kunne forstå.

“Det er det, der gør julen magisk,” sagde Julemanden og kiggede på de små lys, der nu strålede overalt. “Den er usynlig for dem, der ikke tror. Men den er der altid, hvis vi har troen.”

“Og lyset er stærkere, end vi tror,” sagde Lystig med et glimt i øjet. “Julen er ikke kun et tidspunkt på året. Den er en følelse, et håb, et lys i mørket. Og som i år er det stærkere end nogensinde.”

Klunte hoppede rundt og lo. “Og næste år, når vi laver julebelysningen, skal vi huske, at det ikke kun er lysene, der tæller – det er alt det, vi sætter ind i dem!”

Lystig nikkede. “Lige præcis, Klunte. Hvert lys er fyldt med håb. Hvert lys fortæller en historie. Og hvis vi tror på det, vil det skinne for evigt.”

Med et glimt af lys, der nu fyldte hele verden, og et snefnug, der stille dalede ned over dem, indså de, at julen aldrig kunne afsluttes – den ville altid være der, i hjerterne på alle, der troede på magien.

Så, med et sidste fællesskab af lys og kærlighed, forsvandt de tilbage til deres skjul, mens menneskene sov trygt i deres senge, uden at ane, at de netop havde været vidner til en episk kamp mellem lys og mørke.

Det var jul. Den magiske jul, der altid vil være med os.

Fuld af lys. Fuld af håb. Og fuld af kærlighed.

Glædelig JUL