Lystig vågnede tidligt næste morgen, da solens første stråler forsigtigt trængte ind gennem vinduet af hans lille hus i hjørnet af haven. Det var den perfekte morgen til at begynde sit store projekt. Han havde allerede lagt sine planer, og i dag skulle han tage det første skridt: Finde flere lys. Menneskene havde nok af dem i deres hus, og han vidste, at han måtte være snu for at få fat i dem uden at blive opdaget.
Lystig havde aldrig været en stor fan af at stjæle – han havde altid foretrukket at finde ting på den rigtige måde. Men som nisse havde han et særligt talent for at gøre tingene på en diskret måde. Når man var så lille som han, var det nemt at snige sig rundt uden at blive set. Han kunne bevæge sig lydløst som en mus og gemme sig i de små hjørner, hvor menneskene aldrig kiggede. Hvis han skulle få fat i lysene, skulle han være hurtig, stille og meget opfindsom.
Lystig sniger sig ind i garagen
Han besluttede sig for at begynde sin jagt i menneskets garage. Der vidste han, at de havde opbevaringskasser fyldt med gamle juledekorationer og lys. Men hvordan skulle han komme ind i garagen? Det var noget af en udfordring. Døren var altid lukket, og vinduet var for højt til, at han kunne nå det. Men Lystig var ikke uden idéer.
Han kiggede sig omkring i haven og fik øje på en lille træstub ved siden af en stor eg. Den var næsten som en trappe, og han kunne bruge den til at komme op til garagedøren, som ikke var låst. Det var en perfekt plan! Han kunne hoppe op på stubben, klatre op ad døren og derefter liste sig ind. Det var risikabelt, men Lystig kunne ikke lade være med at smile over sin opfindsomhed.
Med sin nissehat godt på hovedet og sine små støvler trukket op, satte han kurs mod træstubben. Han krøb langsomt og forsigtigt, så han ikke blev opdaget af nogen. Menneskene var stadig inde i huset og spiste deres morgenmad, så han havde tid. Lystig nåede hurtigt stubben og kravlede op med sin lille krop. Det var ikke så nemt som han havde troet – træstubben var ujævn og glat af al den regn, der var faldet dagen før – men han fik hurtigt styr på det. Han nåede toppen og stod nu foran den store garagedør.
Tæt på afsløring
Lystig kiggede over på vinduet. Det var så højt oppe, at han næppe kunne nå det, men garagedøren… Den var perfekt. Uden at tænke videre, hoppede han op og satte begge hænder på døren, som var let åben. Han pressede forsigtigt og langsomt gled døren endnu længere op, indtil han kunne skimte den mørke garage indeni.
Han kunne allerede mærke spændingen i kroppen. Endelig var han tættere på sine mål.
Men der var et problem, som han ikke havde forudset. På den anden side af døren kunne han høre stemmer. Menneskene talte sammen og gik hen imod garagen. Lystig frøs, og hans lille hjerte bankede hurtigt. Hvis de kom ud og så ham, ville alt være tabt. De ville ikke tro på ham – de ville bare finde på en eller anden rationel forklaring på, hvorfor døren var åben.
Han kiggede hurtigt omkring og opdagede et par kasser stablet tæt på døren. Lystig kravlede hurtigt hen til dem og gemte sig bag den øverste kasse, som næsten var lige så høj som han selv. Han trak vejret langsomt og holdt ørene åbne for at lytte til, hvad menneskene sagde.
De gik lige forbi døren og ind i huset igen uden at bemærke noget. Lystig kunne mærke lettelsen skylle over sig. Det var tæt på, men han havde undgået at blive opdaget.
Med hjertet stadig bankende af spænding kravlede Lystig hurtigt ind i garagen og begyndte at kigge rundt efter de gamle julelys. Han vidste, at det var her, de opbevarede det hele. Efter et hurtigt kig fik han øje på en stor kasse mærket “Juledekorationer” i den ene ende af garagen. Hans øjne lyste op. Det var præcis, hvad han havde brug for.
Alt lykkedes
Med sine små hænder trak han kassen tættere på sig. Han åbnede den forsigtigt og blev mødt af et hav af julelys i alle farver. Der var grønne, røde, blå og gule. Lystig kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Der var nok lys her til at skabe et helt juleeventyr! Han kunne næsten høre musikken spille i baggrunden, mens han begyndte at pakke lysene sammen, så han kunne tage dem med sig.
Men han vidste, at han måtte være forsigtig. Menneskene kunne komme ud når som helst, og han kunne ikke risikere at blive opdaget nu.