Lystig var næsten færdig med at pakke lysene, da han hørte en lyd, der fik hans nissehjerte til at hoppe et slag over. Et skingert fløjt lød udenfor garagen. Han stivnede og kiggede forsigtigt op fra kassen med lys. Hvad var det nu? Menneskene var stadig inde i huset, men der var noget andet – noget, han havde glemt. En fugl.
En uventet lyd i garagen
Lystig havde helt glemt, at hans ven, en lille fugl ved navn Fjære, ofte fløj rundt i haven og kiggede på ham fra sine skjulesteder. Fjære var en trofast ven, der havde været med Lystig siden den dag, han flyttede ind i haven. Fuglen var ikke som de andre fugle i området. Fjære var nysgerrig, livlig og havde et skarpt øje for detaljer. Der var ikke noget, hun ikke kunne finde ud af, og Lystig stolede altid på hendes observationer og hjælp. Men Fjære var også meget glad for at snakke, hvilket kunne være et problem, hvis hun skulle være med til et projekt som dette, hvor hemmelighederne var vigtige.
Lystig stak hovedet ud fra kassen og kiggede hurtigt rundt. Der, på toppen af den gamle æblegren, sad Fjære og kiggede ned på ham med sine skinnende, nysgerrige øjne. Lystig åndede lettet op. Hun havde endnu ikke set ham – men det var kun et spørgsmål om tid, før hun opdagede, hvad han lavede.
Fjære afslører sig
“Du er tidligt på den, Lystig!” kaldte Fjære fra træet med sin klare stemme. “Jeg ser, du er på jagt efter lys. Jeg vidste, det var det, du havde gang i.”
Lystig rystede forsigtigt på hovedet. “Fjære, hvad laver du her? Du må ikke komme for tæt på, menneskene kan høre os!”
“Åh, de er der stadig, ikke?” Fjære fløj ned fra træet og landede på en gammel havebørste, som stod op ad væggen. “Det er så sjovt at se dig listende rundt, som om du er på en mission. Jeg vil gerne hjælpe, men du ved, det kan blive svært at være stille, når jeg ser noget spændende.”
Lystig sukkede. Det var netop det, han frygtede. Fjære kunne være en stor hjælp, men hun kunne også være en stor ulempe, hvis hun begyndte at lave for meget opmærksomhed. “Jeg har brug for at hente lysene hurtigt, Fjære. Menneskene vil sikkert gå ud til garagen når som helst. Hvis vi bliver opdaget, vil alt være ødelagt.”
Fjære tænkte sig om et øjeblik og kiggede ned på de lys, Lystig havde samlet op i kassen. “Det ser ud til, du har fundet et fint parti der. Jeg har en idé. Jeg kan flyve op til vinduet og holde øje med menneskene. Hvis de kommer, kan jeg advare dig, og du kan gemme dig hurtigt. Jeg er lidt hurtigere end dig, når det gælder det.”
En plan i stilhed
Lystig nikkede hurtigt. “Det lyder som en god plan, Fjære. Jeg kan ikke risikere at blive set, så hvis du ser noget, skal du sige det med det samme!”
“Selvfølgelig,” sagde Fjære med et glimt i øjet. “Men hvis vi gør det her, skal vi ikke være stille. Jeg kan ikke lide at være for stille. Jeg skal gøre lidt larm undervejs for at holde mig selv fra at blive alt for… spændt.”
Lystig kiggede på hende med et opgivende smil. “Jeg håber, vi ikke laver for meget opmærksomhed. Men okay, lad os gøre det.”
Fjære fløj op til garagens vindue, hvor hun satte sig på en lille vindueskarm og begyndte at holde vagt. Hendes øjne var som lynhurtige kameraer, der fangede hvert eneste bevægelse i haven og gennem garagedøren. Lystig begyndte hurtigt at pakke lysene i en lille sæk, som han kunne bære med sig. Hver lyskrans, han lagde ned i sækken, fyldte ham med en lille smule mere håb. Han vidste, at han var tættere på sit mål.
Alarmen går
Fjære fløjtede pludselig fra vinduet. “Kom så, Lystig! De er på vej ud til garagen. Jeg kan høre døren åbne. Du skal skynde dig.”
Lystig rystede hurtigt på hovedet og sprang op. “Jeg skal ikke blive opdaget. Jeg skal være usynlig.” Med et hurtigt hop løb han hen mod bagdøren og gemte sig bag nogle af de høje hække, der kunne skjule ham.
Fjære fløj hurtigt ned til ham og satte sig på hans skulder. “Jeg holder øje for dig, Lystig. Du er ikke alene i det her.”
Et fælles eventyr
Lystig kiggede på sin ven og følte en bølge af taknemmelighed. Uden Fjære ville han aldrig kunne gennemføre sit projekt. Hendes opfindsomhed og mod havde reddet ham fra at blive opdaget flere gange, og selv om hendes larmende natur kunne være et problem, havde hun et hjerte af guld.
“Tak, Fjære,” sagde Lystig stille. “Vi gør det her sammen.”
Fjære kvidrede og fløj op i et træ i nærheden, hvor hun kunne holde udkig og fløjte, hvis hun så noget. Lystig indså, at dette eventyr, som han havde startet alene, nu var blevet et fælles projekt. Han var ikke alene – han havde sin ven ved sin side. Og med hendes hjælp havde han en god chance for at få sin julebelysning op at køre.