Natten havde lagt sig over haven, og sneen, der var faldet hele dagen, glitrede som tusind små diamanter i måneskinnet. Lystig sad i sin lune hule og så ud på den frostklare aften. En følelse af forventning og spænding fyldte ham. Han vidste, at juleaften stadig var et stykke væk, men hver dag bragte ham tættere på hans store mål: At forvandle haven til et lysende vintereventyr.
Fjære sad ved siden af ham, hendes små fjer let pjusket af kulden. Hun gnubbede sine vinger mod hinanden og nippede til et bær, hun havde fundet tidligere på dagen.
En udfordring med strøm
“Lystig,” sagde hun, “vi er nået langt allerede, men jeg kan ikke lade være med at tænke… Hvordan skal vi få strøm til alle de lys? Vi kan ikke bare sætte dem til menneskenes stikkontakter. De ville straks opdage noget.”
Lystig nikkede eftertænksomt. “Det har jeg også tænkt på,” sagde han. “Heldigvis har jeg en idé. Jeg har set, at menneskene har nogle små solcellelamper rundt omkring i haven. Hvis vi kan omdirigere strømmen fra dem til vores lys, kan vi få det hele til at lyse op, uden at de bemærker noget.”
Fjære fløjtede anerkendende. “Smart tænkt, Lystig! Men hvordan vil du gøre det? Det lyder kompliceret.”
Lystig kløede sig på hagen. “Det kræver lidt snilde og arbejde. Men jeg har en plan. Vi skal starte med at finde solcellelamperne og samle dem her i hulen. Når vi har nok, kan vi begynde at ombygge dem.”
Fjære nikkede ivrigt. “Lad os gå i gang med det samme! Natten er ung, og menneskene sover. Det er den perfekte tid til at arbejde.”
De to venner satte straks i gang. Fjære fløj op og holdt udkig, mens Lystig bevægede sig forsigtigt rundt i haven. Han vidste, hvor de fleste af solcellelamperne stod, og det var kun et spørgsmål om at samle dem uden at efterlade spor.
Nisseopfindsomhed i aktion
Den første lampe stod ved stien, der førte ned til haven. Lystig listede sig tæt på, mens han kastede hurtige blikke mod huset. Alt var stille. Han trak lampen op af jorden og bar den forsigtigt tilbage til hulen.
“En nede, mange tilbage,” mumlede han og satte lampen på plads.
Med Fjæres hjælp lykkedes det dem at samle seks lamper i løbet af natten. Det var hårdt arbejde, men Lystig følte sig tilfreds, da han til sidst satte sig tilbage i hulen med deres lille samling.
“Nu kommer den svære del,” sagde han og inspicerede de små lamper. “Vi skal finde ud af, hvordan vi kan forbinde dem med lysene.”
Fjære kiggede nysgerrigt på lamperne. “Jeg ved ikke meget om mennesketeknologi, men jeg tror på dig, Lystig. Hvis nogen kan få det til at virke, så er det dig.”
Lystig smilede stolt. “Tak, Fjære. Det kræver lidt nisseopfindsomhed, men vi skal nok finde en løsning. Heldigvis har jeg lidt værktøj med fra mit gamle værksted.”
Han trak en lille, håndlavet tang og nogle fine kobbertråde frem fra sin taske. Arbejdet begyndte straks, og Lystig bøjede sig koncentreret over lamperne. Fjære sad ved hans side og kiggede nysgerrigt med, mens han skilte de små lamper ad og begyndte at omdirigere ledningerne.
“Det er fascinerende,” sagde Fjære og vippede med hovedet. “Menneskene aner ikke, hvor mange skjulte talenter du har.”
Lystig lo stille. “Nej, og det skal de heller ikke. I hvert fald ikke før juleaften. Det bliver vores lille hemmelighed.”
Første lys tændes
Timerne gik, og natten blev dybere, men Lystig fortsatte sit arbejde med urokkelig beslutsomhed. Da morgengryet begyndte at lyse svagt over haven, havde han færdiggjort den første af de ombyggede lamper. Han satte den forsigtigt til en lyskrans og trykkede på kontakten.
Et svagt, varmt lys begyndte at gløde. Fjære gispede af glæde. “Lystig, det virker! Du gjorde det!”
Lystig smilede træt, men tilfreds. “Det er kun begyndelsen, Fjære. Men nu ved vi, at det kan lade sig gøre. Vi skal bare gentage processen med de andre lamper.”
Han slukkede hurtigt lyset igen for ikke at vække mistanke og lænede sig tilbage med et dybt suk. Der var stadig meget arbejde foran dem, men Lystig følte sig mere selvsikker end nogensinde. Sneen faldt stadig udenfor, og haven lå stille og fredfyldt. Alt var på vej til at blive præcis, som han havde drømt om.
“Kom, Fjære,” sagde han og pakkede sine ting sammen. “Lad os få lidt hvile. I morgen bliver endnu en vigtig dag.”
De to venner trak sig tilbage til deres små sovesteder, mens den vinterklædte have sov videre under sneens bløde tæppe.