Lystig vågnede med en følelse af tilfredshed fra natten før. Solens første stråler brød gennem de sneklædte grene, og haven glimtede som et julekort. Men Lystig vidste, at de ikke kunne hvile på laurbærrene. Der var stadig meget at gøre, og hver dag bragte nye udfordringer.
Saml lamper og planlægning
Han strakte sig og skævede til Fjære, der stadig sov. “Godmorgen, Fjære,” hviskede han, men hun rørte sig ikke. Han besluttede at lade hende sove lidt længere og begyndte at inspicere deres lager af lamper og lys. De havde gjort gode fremskridt, men de havde brug for endnu flere solcellelamper for at oplyse hele haven.
Da Fjære endelig vågnede, fløj hun straks hen til Lystig. “Er vi klar til endnu en dag?” spurgte hun, stadig halvt i søvne.
“Det er vi,” svarede Lystig med et beslutsomt nik. “Men vi skal være hurtige og forsigtige. Der er stadig mange lamper at finde.”
De satte ud i haven, men de nåede ikke langt, før de stødte på deres første problem. Menneskenes hund, en stor, ivrig labrador ved navn Max, stod midt i haven og snusede rundt. Hans sorte snude var allerede dækket af sne, og hans hale logrede ivrigt.
“Åh nej,” hviskede Fjære, mens hun fløj op på en høj gren. “Max er ude. Han elsker at snuse rundt og finde ting. Hvis han opdager os, er vi i store problemer.”
Lystig sank en klump. Han havde tidligere haft et par uheldige møder med Max, og hunden var ikke kendt for at holde sine fund hemmelige. “Vi må finde en måde at distrahere ham på,” sagde han.
Fjæres modige distraktion
Fjære tænkte hurtigt. “Jeg har en idé. Jeg kan flyve ned og lade som om, jeg er interesseret i noget længere væk. Det burde fange hans opmærksomhed, og så kan du fortsætte arbejdet.”
“Det lyder farligt,” sagde Lystig bekymret. “Men vi har ikke mange andre muligheder.”
Fjære nikkede bestemt. “Jeg er klar. Bare vær hurtig.”
Med et dybt åndedrag fløj Fjære ned og begyndte at hoppe rundt på sneen, som om hun havde fundet noget spændende. Max løftede straks hovedet og satte kurs mod hende med logrende hale.
“Kom så, Max,” sagde Fjære for sig selv, mens hun fløj lidt længere væk og lod ham følge efter.
Lystig benyttede chancen og skyndte sig hen til en af solcellelamperne. Han trak den forsigtigt op af sneen og lagde den i sin sæk. Men netop som han skulle videre, hørte han en anden lyd – lyden af menneskestemmer. Han frøs på stedet.
En voksen stemme råbte: “Max! Hvor er du?” Det var drengens far, der nu var ude for at finde hunden.
Lystig skjulte sig hurtigt bag en busk og holdt vejret. Han kunne høre fodtrin i sneen og så faderen nærme sig. Heldigvis var hans opmærksomhed rettet mod hunden og ikke på de små nissefodspor, der førte hen til busken.
“Max, kom her!” kaldte faderen igen. Hunden, der stadig var optaget af Fjære, tøvede, men løb til sidst tilbage til sin ejer.
Fjære fløj op på en gren og ventede, indtil menneskene var væk, før hun fløj tilbage til Lystig. “Det var tæt på!” sagde hun forpustet. “Vi bliver nødt til at være endnu mere forsigtige.”
“Du gjorde det fantastisk, Fjære,” sagde Lystig taknemmeligt. “Men du har ret. Menneskene begynder at bruge haven mere nu, hvor sneen er faldet. Vi skal arbejde hurtigere og holde øje hele tiden.”
Fortsat arbejde og succes
Resten af dagen forløb i spænding. Hver gang de troede, at de var alene, dukkede Max eller en af menneskene op. Det føltes som om, hele verden var imod dem. Men trods udfordringerne lykkedes det dem at samle yderligere tre lamper og ombygge dem i løbet af aftenen.
Da natten faldt på, sad Lystig og Fjære tilbage i hulen, trætte men tilfredse. “Vi klarede det,” sagde Lystig og lod blikket glide over deres voksende samling af ombyggede lamper. “Men i morgen må vi være endnu mere forsigtige. Menneskene holder øje.”
Fjære nikkede. “Vi kan klare det, Lystig. Uanset hvad der sker, så giver vi ikke op.”
Snefnuggene dalede stille udenfor, og selvom udfordringerne havde været store, følte Lystig, at de stadig var på rette vej.