Det var en særlig klar morgen, hvor snefnuggene glitrede som små diamanter i solen, og alt i haven syntes roligt. Lystig og Fjære sad ved hulens åbning og nød en kop dampende varm hybente, som Juleånden venligt havde tryllet frem for dem.
“Det går virkelig godt,” sagde Lystig og skævede op mod den gamle eg, hvor Lucias flamme stadig brændte klart i lanternen. “Men der er stadig meget at gøre inden juleaften.”
Fjære nikkede. “Ja, men med Juleånden ved vores side skal vi nok klare det.”
Juleåndens varsling
Som om hun havde hørt sit navn, materialiserede Juleånden sig foran dem. Hendes tilstedeværelse bragte straks en varm følelse af ro og glæde.
“I gør fremskridt,” sagde hun med et mildt smil. “Men for at lykkes helt, får I brug for lidt ekstra hjælp.”
Fjære kiggede spørgende på hende. “Hjælp? Fra hvem?”
Inden Juleånden kunne svare, hørtes en høj bump og en serie af klodsede lyde fra en bunke sne bag dem. Ud af sneen rejste sig en lille, rund nisse med røde kinder og en hue, der sad skævt på hovedet. Han støvede sig af og blinkede forvirret, før han brød ud i et bredt grin.
Uheld som arbejdsmetode
“Lystig, gamle fætter! Hvor er det godt at se dig!” råbte han og vaklede hen mod dem, mens han næsten snublede over sine egne fødder.
“Klunte!” udbrød Lystig med en blanding af glæde og bekymring. “Hvad laver du her?”
Fætter Klunte, som hans navn antydede, var kendt for sin evne til at skabe kaos, hvor end han gik. Men han havde også en charme og ukuelig optimisme, der gjorde det svært at blive sur på ham.
“Juleånden sagde, du havde brug for hjælp, og hvem er bedre til at sprede julestemning end mig?” Klunte puffede stolt til sin hue, som straks faldt ned over hans øjne.
Fjære hviskede til Lystig: “Er det her en god idé?”
Lystig trak på skuldrene. “Vi får se.”
Juleånden lagde en hånd på Kluntes skulder og sagde: “Selvom Klunte har en tendens til… uheld, har han også et stort hjerte og en evne til at finde løsninger på de mest uventede måder. I vil se, at han kan være en værdifuld allieret.”
“Tak, Juleånd,” sagde Klunte og bukkede så dybt, at han snublede og landede på bagdelen. Han grinede højt og rejste sig igen. “Jeg er klar til hvad som helst!”
Lystig sukkede og smilede. “Okay, Klunte. Vi kunne faktisk bruge hjælp med at få placeret nogle flere lys langs havestierne. Kan du tage dig af det?”
“Det kan du tro!” svarede Klunte entusiastisk og greb en kurv med små lanterner. Han begyndte at gå mod stierne, men allerede efter få skridt gled han på en isplet og tabte hele kurvens indhold.
Fjære fløj hurtigt over for at hjælpe. “Pas nu på, Klunte!”
Lys langs havens stier
“Det går fint!” insisterede Klunte, mens han forsøgte at samle lanternerne op. Desværre fik han ramt en gren med sin albue, hvilket fik en bunke sne til at falde ned over ham.
Lystig kunne ikke lade være med at grine. “Han er en vandrende snebold!”
Trods sine mange uheld formåede Klunte at få lanternerne placeret langs stierne. De glødede smukt i skumringen og kastede et varmt, indbydende lys, der fik hele haven til at føles endnu mere magisk.
Da arbejdet var færdigt, samledes de alle omkring hulen for at varme sig ved et lille bål, som Klunte selvfølgelig næsten havde slukket ved at snuble over en spand sne.
“Du gør det aldrig kedeligt, Klunte,” sagde Fjære med et smil.
“Og det er derfor, jeg er her!” svarede Klunte og blinkede. “Lystig, vi skal nok få denne jul til at skinne som aldrig før.”
Juleånden nikkede tilfreds. “Med Klunte ombord vil det magiske lys i haven ikke kun lyse, men også bringe smil og latter til alle.”
Da natten faldt på, og sneen glimtede i lyset fra de mange lanterner, følte Lystig sig for første gang helt sikker på, at de ville klare det – uanset hvor mange gange Klunte snublede undervejs.